Når du passer en anden, kan en pause føles som noget, der kræver ting, du ikke har: ekstra penge, transport, en pålidelig person til at tage over eller et tidsrum, hvor ingen har brug for dig. Begynd i stedet med en håndterbar reduktion af kravene. Det kan være at sidde med en drik, mens en anden tager sig af en opgave, lave en rolig aktivitet sammen eller gå hjemmefra, når passende hjælp er aftalt.
En kort pause løser ikke alle vanskeligheder. NHS beskriver, at langvarig eller alvorlig stress kan bidrage til udmattelse og nævner blandt andet planlægning, at tale med nogen og at dele store opgaver op i mindre dele. Ideerne her er praktiske muligheder, ikke behandling og ikke et løfte om, at det bliver let at yde omsorg.
Find ud af, hvad du har brug for en pause fra
Før du leder efter et hul i dagen, så identificér det krav, du helst vil lægge fra dig. Du har måske brug for stilhed efter at have besvaret mange spørgsmål, selskab efter at have været meget hjemme eller frihed fra at træffe beslutninger et stykke tid. Måske har du ganske enkelt brug for, at en anden laver et måltid.
Behovene peger på forskellige former for pause:
- Ro: at sidde behageligt, lytte til musik eller hvile uden en opgave.
- Kontakt: at tale med en person, du stoler på, som kan lytte uden at forvente, at du organiserer samtalen.
- Praktisk lettelse: at en anden tager sig af indkøb, et telefonopkald eller en huslig opgave.
- Forandring eller glæde: at sidde ved et vindue, læse, spille et spil eller tage et tilgængeligt sted hen.
En samtale kan føles støttende, men ikke afslappende, hvis du skal forklare en kompliceret situation fra begyndelsen. En udflugt kan være attraktiv, men for krævende, hvis den indebærer transportplanlægning og tid til at komme sig bagefter. Vælg den mulighed, der passer til din energi og dine præferencer, frem for den, der lyder mest imponerende.
Lav et hurtigt realitetstjek
Dette arbejdsark er et illustrativt redaktionelt værktøj, ikke en klinisk vurdering eller en erstatning for en pleje- eller omsorgsplan. Du kan skrive svarene ned eller blot tænke over dem.
- Hvad skal fortsætte? Notér opsyn, kommunikation, medicin eller anden støtte, der ikke kan vente på en sikker måde.
- Hvad kan ændres? Find en opgave, der kan udskydes, forenkles eller gives til en anden.
- Hvad vil du gerne gøre? Vælg én aktivitet, der imødekommer dit aktuelle behov, uanset om det er hvile, selskab eller praktisk lettelse.
- Hvad kræver det? Overvej passende aflastning, adgangsbehov, transport, pris, udstyr og den persons præferencer, du hjælper.
- Hvad er alternativet? Vælg en mulighed, hvis nogen aflyser, eller pausen bliver afbrudt.
Et illustrativt eksempel: Et planlagt besøg på biblioteket kan blive til en telefonsamtale, nogle få sider i en bog derhjemme eller en anmodning om, at en anden tager sig af en huslig opgave. Det er forskellige oplevelser, ikke lige gode erstatninger. Når du navngiver et alternativ, har du en ekstra mulighed uden at lade som om, at den oprindelige plan ikke betød noget.
Hvis tjekket viser, at der ikke findes et sikkert hul, er det nyttig information om den støtte, du har brug for – ikke et tegn på, at du har planlagt dårligt.
Bed om en bestemt slags hjælp
Et bredt tilbud om hjælp kan være svært at omsætte til handling. En konkret anmodning giver den anden person mulighed for at sige, hvad vedkommende kan gøre. Du kan for eksempel spørge:
- “Kan du sidde hos dem i 30 minutter på torsdag, mens jeg går i bad og hviler mig?”
- “Kan du tage et måltid med og gå ud med skraldet, når du kommer?”
- “Kan du ringe sammen med mig eller stå for indkøbsbestillingen i denne uge?”
- “Kan du tage ansvar for denne ene opgave regelmæssigt, hvis vi aftaler, hvad den indebærer?”
Tidspunkterne er illustrative. Gør det tydeligt, om du har brug for, at nogen yder omsorg, hjælper med en huslig opgave eller blot er til rådighed for en samtale. Hvis der er brug for aflastning, så drøft så vidt muligt aftalen med den person, der modtager omsorgen. Forklar personens præferencer og kommunikationsbehov, hvilken støtte der kræves, og hvem der skal kontaktes, hvis noget ændrer sig. En hjælpsom person kan have brug for instruktioner eller kan være ude af stand til at yde en bestemt type omsorg på en sikker måde.
Hvis svaret er nej, kan du prøve en mindre anmodning eller en anden vej, hvis du har en. Lokale organisationer for pårørende, kommunale socialrådgivningstilbud, fællesskaber, arbejdsgivere eller sundhedspersoner kan måske hjælpe dig med at undersøge mulighederne. Tilgængelighed, adgangskrav, ventetider og pris varierer, så undersøg det lokalt i stedet for at antage, at en tjeneste er tilgængelig eller gratis.
Skab plads til en pause, når du skal blive i nærheden
Uafbrudt alenetid er ikke mulig i alle omsorgssituationer. En pause i nærheden kan betyde, at du fortsat skal kunne reagere, mens du reducerer andre krav. Du og den person, du hjælper, kan for eksempel lytte til velkendt musik, se på fotografier eller se noget sammen uden samtidig at forsøge at nå en anden opgave.
Du kan også sidde i samme rum med en drik, ændre din siddeplads eller belysningen eller bede en anden holde dig med selskab over telefonen under en ensformig opgave. Hvis en anden person på en sikker måde kan tage over et øjeblik, så aftal præcist, hvornår ansvaret begynder og slutter. Ellers kan du stadig ende med at overvåge alt.
Tilpas ideerne til begges behov. En duft, et åbent vindue eller en lydoptagelse kan være behagelig for én person og ubehagelig eller utilgængelig for en anden. Bevægelse er valgfri: En pause behøver ikke indebære at gå, stå eller forlade hjemmet. NHS’ vejledning om trivsel nævner kontakt med andre og at være opmærksom på nuet blandt muligheder, man kan prøve. Ingen af delene behøver blive endnu en pligt på en svær dag.
En fælles eller afbrudt pause er ikke det samme som pålidelig aflastning. Det er rimeligt at værdsætte et lille frirum og samtidig have brug for mere omfattende støtte.
Eksempel: En plan, der ændrer sig
Dette scenarie og tidspunkterne er illustrative. Sam passer en slægtning, som bliver urolig, når vedkommende er alene. Sam vil gerne ud, men kan ikke forlade hjemmet sikkert uden passende aflastning og har ikke råd til en aktivitet.
Den første plan: Sam spørger en søskende, om vedkommende kan komme forbi i 30 minutter lørdag. De taler om slægtningens sædvanlige rutine, hvilken støtte der er nødvendig, og hvordan Sam kan kontaktes. Slægtningen inddrages i samtalen om besøget. Hvis alle er trygge ved aftalen, planlægger Sam at gå udenfor.
Forhindringen: Søskenden bliver nødt til at aflyse. Sam bliver skuffet: Et videoopkald giver ikke den samme frihed som at gå hjemmefra. Søskenden kan dog bestille dagligvarer og ringe, mens Sam og slægtningen sidder ved vinduet. Sam beslutter at prøve det, fordi det fjerner en huslig opgave, selv om det ikke giver aflastning.
Tilpasningen: Under opkaldet bliver slægtningen urolig og har brug for opmærksomhed. Sam afslutter den rolige pause og sætter velkendt musik på sammen med slægtningen. Senere spørger Sam, om søskenden kan arrangere et nyt besøg og fortsætte med at stå for dagligvarerne imens.
Evalueringen: Sam bemærker, at den praktiske hjælp reducerede antallet af opgaver, der skulle håndteres, men behovet for tid væk består. Den næste anmodning nævner derfor begge behov separat: regelmæssig hjælp til dagligvarer og et planlagt tidsrum med passende aflastning. Eksemplet viser, hvordan et alternativ kan være nyttigt uden at løse den underliggende mangel på støtte.
Planlæg efter adgang, økonomi og energi
Lav en kort menu med muligheder til forskellige omstændigheder i stedet for at være afhængig af én ideel plan. På en dag med lav energi kan muligheden være at sidde behageligt med musik eller bede nogen tage mad med. En anden dag er et tilgængeligt fællesskab, bibliotek eller en tur udenfor måske muligt. En tredje mulighed kan kræve, at en anden person yder aftalt aflastning.
Tjek det skjulte arbejde. En udflugt kan kræve, at du finder tilgængelig transport, betaler billet, arrangerer udstyr eller planlægger for den person, du passer. En hjemmeaktivitet kræver måske mindre forberedelse, men giver dig ikke nødvendigvis den adskillelse, du ønsker. Du behøver ikke betragte den billigere eller lettere løsning som den, du bør foretrække.
Hvis du kontakter et tilbud, kan du spørge: Hvilken støtte tilbydes? Er der en pris eller en vurdering af adgangskrav? Kan tilbuddet imødekomme personens kommunikations- og adgangsbehov? Hvad sker der, hvis en medarbejder eller frivillig ikke er til rådighed? Skriv eventuelt noter, og bed nogen ringe sammen med dig, hvis det i sig selv er for krævende at navigere i tilbuddene.
Hvis du er usikker på, om en foreslået ordning er sikker, så spørg en kvalificeret fagperson eller et relevant lokalt tilbud til råds. Lad ikke en person være uden det opsyn eller den støtte, vedkommende har brug for, for at få en pause til at fungere.
Spørgsmål og næste skridt
Hvad hvis jeg får dårlig samvittighed?
Dårlig samvittighed fortæller ikke i sig selv, om en ordning er usikker eller urimelig. Tjek de praktiske detaljer: personens behov og præferencer, om aflastningen er egnet, og hvad der sker, hvis planen ændrer sig. Du kan holde meget af nogen og stadig have brug for tid eller hjælp.
Tæller en pause på fem minutter?
Det kan den gøre, hvis den giver dig en velkommen reduktion af kravene. Fem minutter er en illustrativ varighed, ikke et mål. Det kan også være utilstrækkeligt, hvis du har brug for søvn, tid væk eller løbende praktisk hjælp. Begge dele kan være rigtigt.
Hvad hvis ingen kan hjælpe?
Overvej at bede om en mindre opgave eller kontakte en lokal organisation for pårørende, en sundhedsperson eller kommunal information om social støtte. Adgangen varierer, og det kan kræve arbejde at finde hjælp. Du behøver ikke lade som om, at en mikropause opfylder et behov for pålidelig aflastning.
Som næste skridt kan du vælge én prisvenlig pause, identificere hvad der skal fortsætte imens og fremsætte én konkret anmodning, hvis du har brug for hjælp. Hav et alternativ, og notér hvilken støtte der stadig mangler. Gennemgå planen igen, når behov eller omstændigheder ændrer sig.
Hvis stress påvirker hverdagen, anbefaler NHS at tale med en praktiserende læge eller kontakte NHS 111. Hvis du ikke kan vente og føler, at du ikke kan klare situationen eller holde dig selv i sikkerhed, så søg akut hjælp gennem de krise- eller alarmtjenester, der findes dér, hvor du bor. En pause kan være én nyttig justering, men den erstatter ikke professionel hjælp eller tilstrækkelig støtte til omsorgsopgaven.